Talentfuld Vallensbæk-cykelrytter klar til det store gennembrud

Magnus Machholdt har allerede kørt med om topplaceringerne blandt Danmarks allerbedste juniorryttere – men nu er han parat til at tage endnu et skridt op ad ranglisten. Han satser på det helt store gennembrud for Team Fri BikeShop Zealand Cycling Junior i den kommende sæson.

Den 18-årige rytter fra Vallensbæk kørte i sit første år i U19-rækken en flot 2. plads hjem ved et af sæsonens licensløb. Nu er han klar til at erfaringen kan bringe ham aller øverst på podiet.

”Jeg håber at den kommende sæson kan give mig nogle sejre. Jeg elsker at angribe, når jeg kører løb og er ikke bange for et soloudbrud. Jeg elsker at få konkurrenterne til at lide. Det giver mig overskud. Jeg synes løbene skal køres forfra”, siger rytteren, der kører efter mottoet ”Man skal dø med støvlerne på”.

Nummer 1 i Sverige
Styrke, vilje og målrettet træning har allerede bragt Magnus Machholdt mange flotte placeringer – ikke kun her i Danmark, men også i udlandet. Som U17-rytter vandt Magnus kongeetapen i et stort etapeløb i Sverige efter et solo-togt, hvor han kørte 40 minutter alene i front og formåede at holde et jagtende felt bag sig.

”Mit mål er at køre med i den danske A-klasse, når mit sidste år på Team Fri BikeShop Zealand Cycling Junior er slut efter den kommende sæson. Det er dér, de allerbedste danske senior-ryttere kører, så det tror jeg på, jeg også kan. Derudover er det en kæmpe drøm at komme til at leve af cyklingen, fortæller Magnus Machholdt, som ikke lægger skjul på, at det store idol er Kasper Asgreen. En rytter, der heller ikke er bange for at tage chancen langt udefra.

Hver eneste watt skal bruges optimalt
Til dagligt går Magnus Machholdt på handelsskolen Niels Brock i København. Her er han med i en eliteklasse, hvor der er ekstra plads og tid til, at han kan tilbringe de mange timer på landevejen eller i styrketræningslokalet.

Magnus Machholdt går op i cykelsporten med liv og sjæl – og det har han gjort lige siden han fik sin første racercykel i 12 års fødselsdagsgave. Han er så struktureret og målrettet og går så meget op i detaljer, at alt skal være perfekt til både træning og løb. En beskidt kæde, er en ubrugelig kæde.

Hver eneste watt vil Magnus Machholdt bruge på at komme fremad, væk fra konkurrenterne.

”Jeg forsøger endda at fortæller mine forældre, at jeg ikke kan tømme opvaskemaskinen, fordi det ødelægger min restitution, siger Magnus Machholdt – og tilføjer med et smil, at det dog ikke altid lykkes at overtale dem…

Share This
X
X
X
X